---
title: "Besøg 8 - Konservering og supper samt nedlukning af haven"
description: "Ved ottende og sidste besøg i Skolehaven skal resten af ​​havens grøntsager høstes."
date: "2026-04-01"
created: "2026-04-01"
---

# Besøg 8 - Konservering og supper samt nedlukning af haven

Ved ottende og sidste besøg i Skolehaven skal resten af ​​havens grøntsager høstes.

[Hjem](https://skolelandbruget.furesoe.dk/)

                    [Haverne](https://skolelandbruget.furesoe.dk/haverne)

                    [Økohaverne i Furesø](https://skolelandbruget.furesoe.dk/haverne/oekohaverne-i-furesoe)

                [Besøg 8 - Konservering og supper samt nedlukning af haven](https://skolelandbruget.furesoe.dk/haverne/oekohaverne-i-furesoe/besoeg-8-konservering-og-supper-samt-nedlukning-af-haven)

## Kapitel 1 - Om besøg 8

 Ved ottende og sidste besøg i Skolehaven skal resten af havens grøntsager høstes. Mange af planterne har sat frø, som skal indsamles, så de kan sås igen næste forår. Haven ryddes op og lukkes ned for vinteren.

 Eleverne bliver introduceret til, hvordan man i gamle dage opbevarede sine grøntsager vinteren over. Hver elev får sine egne syltede rødbeder med hjem, og dagen sluttes af i udekøkkenet med tilberedning af en varmende efterårssuppe.

### Tid på året:

ultimo september – medio oktober

### Program:

- Opstart
- Haveafslutning
- Syltning af rødbeder
- Efterårssuppe
- Tak for denne sæson

### Stikord:

 frøspredning, eddikesyltning, sukkersyltning, røgning, konservering, forædling, holdbarhed, tørring, saltning, fermentering samt repetition af sæsonens læring

## Kapitel 2 - Opstart

 Klassen møder skolehaveunderviseren ved redskabsskurene og samles i en rundkreds. Eleverne bydes velkommen tilbage til Skolehaven og præsenteres for dagens program.

 Afhængig af hvor meget tid der er til rådighed, spørges der ind til, hvad eleverne kan huske af læring og oplevelser fra deres besøg på Stengården, f.eks.:

- Hvad var det sjoveste eller mest spændende ved besøget?
- Lærte de noget nyt?
- Er der noget fra besøget, de har tænkt på eller talt om efterfølgende?

## Kapitel 3 - Haveafslutning

### Frøindsamling og høst

 Klassen samles omkring et bed. Der tales med eleverne om begrebet frøspredning, hvorfor det er vigtigt for planterne, og hvordan frø spredes:

- Planter danner frø for at sikre, at nye planter kan vokse frem.
- Hvert frø kan blive til en ny plante, hvis det får vand, varme, næring og ilt.
- Frø spredes på forskellige måder: med vind, vand, dyr eller via dyrs ekskrementer.

 Eleverne instrueres i, hvilke planter der kan samles frø fra, og hvordan man gør. Grupperne får udleveret poser og går i gang med frøindsamling. Herefter høstes de sidste grøntsager, som fordeles mellem gruppens medlemmer.

### Oprydning

 Når alle grupper er færdige med frøindsamling og høst, samles eleverne igen og instrueres i følgende:

- Trække bedpinde op, børste dem fri for jord og samle dem i kasser
- Samle større sten og lægge dem langs hegnet
- Fjerne planterester og bringe dem til komposten

 Grupperne fordeler sig i haven og gennemfører oprydningen.

## Kapitel 4 - Historisk opbevaring af grøntsager

### Konservering af grøntsager

 Før køleskabe og frysere blev opfundet, måtte grøntsager konserveres for at kunne holde hele vinteren. Der fandtes mange forskellige metoder, bl.a.:

- køl (fx kule på marken)
- tørring
- saltning
- røgning
- eddikesyltning
- sukkersyltning
- fermentering
- lagring

 Denne dag eddikesylter eleverne rødbeder, så hver elev får sit eget glas med hjem.

 Haveformidleren har på forhånd forkogt rødbederne, gerne elevernes egne, hvis muligt.

 Eleverne inddeles i køkkengrupper, og en bålansvarlig udpeges. Der udleveres en opskrift, og eddike- og sukkerlagen sættes over hurtigst muligt.

 Eleverne skærer rødbederne i skiver og vælger de krydderier, de ønsker i glasset. Glassene og lågene skoldes af en voksen, hvorefter rødbeder, krydderier og den varme lage hældes på. Glassene lukkes, mærkes med navn og skal trække i ca. 7 dage eller mere.

 Alle gryder skylles grundigt, da de efterfølgende skal bruges til suppe.

## Kapitel 5 - Efterårssuppe

### Kartoffelsuppe – eller hvad haven kan byde på

 Eleverne samles omkring fællesbordet i udekøkkenet. Fremgangsmåde og opskrift gennemgås fælles.

 Klassen inddeles i fire køkkengrupper. Hver gruppe får udleveret opskriften og en bålansvarlig, der sørger for opstart. Madlavningen sættes i gang, og lærere/pædagoger hjælper efter behov.

 Når alle grupper er færdige, samles klassen til fælles spisning. Her evalueres sæsonens forløb i Skolehaven i fællesskab. Efterfølgende klares opvasken, og køkkenet ryddes op.

## Kapitel 6 - Tak for denne sæson

 Dagen afsluttes i en rundkreds ved redskabsskurene. Der samles op på sæsonen, og eleverne mindes om, at de har fulgt grøntsagernes vej fra have til mave.

 Der tages afsked for denne sæson, og eleverne huskes på at tage deres poser med høst med hjem.

## Kapitel 7 - Materialer

### Haveafslutning:

- haveredskaber
- kasser til bedpinde
- plastikposer
- vandfaste tuscher
- sakse
- dolke
- trillebør
- snor til buketter

### Syltning af rødbeder:

- forkogte rødbeder
- ylteglas
- opskrifter
- råvarer (eddike, sukker, krydderier)
- elkoger

### Efterårssuppe:

- opskrifter
- murerbaljer
- grøntsagsbørster
- kasse til kompostaffald
- råvarer (kartofler, porrer, jordskokker, persillerødder m.m.)
- køkkenudstyr inkl. stavblender
- båludstyr
- opvaskeudstyr
- service
- kabelrulle

## Kapitel 8 - Forberedelse og efterbearbejdning

 Nedenfor er oplistet idéer til forberedelse og efterbearbejdning af besøg 8 i Skolehaven. Aktiviteterne kan gennemføres før, under og/eller efter besøget afhængigt af elevernes faglige niveau og erfaringer.

 Elevernes logbøger kan med fordel anvendes. Se desuden generelle forslag til brug af logbog under ’Besøg 1’.

## Kontakt

### Skolelandbruget

Stavnsholtvej 171

                                            3520

                                            Farum

                                    cast@furesoe.dk

### Ring til os

72165183

## Åbningstider:

Området er altid åbent. Hils gerne på dyrene over hegnet. Der, hvor der er stender (stiger) hen over hegnet, må jeg gerne gå ind til dyrene. Men går dyrene væk, er det deres måde at sige tak for besøget på.

### Gården er bemandet:

- Mandag til fredag ​​kl. 8-14.
- I weekender og på helligdage passer vores unge dyrepassere dyrene. Spørg dem gerne hvis I har spørgsmål. Stalden er åben fra kl. 10-12.
